Vendlet ApS får ny ejer
Vendlet ApS kan i dag offentliggøre at selskabet er blevet solgt til den walisiske virksomhed Direct Healthcare Group (DHG). Nuværende kunder vil dog ikke komme til at mærke en umiddelbar forandring, og de vil fortsat få samme høje service af de samme gode medarbejdere som nu, ligesom planlagte aktiviteter vil fortsætte uændret.
7. februar 2022
Vil hjælpe flere
Vendlets nuværende ejer og direktør, Peter Maindal, købte virksomheden i 2010, og har i de sidste 12 år drevet Vendlet ApS ud fra en mission om at hjælpe så mange mennesker som muligt til en mere værdig pleje og et bedre arbejdsmiljø, som VENDLET systemet netop tilbyder.
”Det har været en rejse med masser af højt humør og glæde, men som også har kostet blod, sved og tårer. Jeg er stolt over det niveau, Vendlet er nået op på og over den forandring, vi sammen med vores super gode medarbejdere har fået gennemført. Så selvfølgelig er der mange følelser involveret,” fortæller Peter Maindal om den store beslutning.
Og netop målet om at hjælpe så mange som muligt har fyldt meget i overvejelserne omkring salget. For det har været svært for den lille virksomhed at få produktet ud over rampen internationalt, hvor det også har potentiale til at hjælpe mange. Her har de nye ejere, DHG, nogle helt andre ressourcer, der gør netop dette muligt.
”Vi føler os overbevist om, at vi gør det helt rigtige for at sikre, at VENDLET produktet kommer ud til langt flere patienter, plejehjem og borgere. Det er det ultimative mål for os,” fortæller Peter Maindal, der har drevet virksomheden sammen med sin hustru.
Vidensdeling fortsætter
Vendlet ApS vil blive sammenlagt med DHGs nuværende medarbejderstab, der består af tre salgskonsulenter. De tre medarbejdere har alle en sundhedsfaglig baggrund, og på denne vis er der stor synergi imellem Direct Healthcare Group og Vendlet ApS, der begge vægter det sundhedsfaglige fokus højt. Også derfor valgte ejer og direktør i Vendlet ApS at sælge virksomheden til netop DHG.
”Lige som Vendlet arbejder DHG meget aktivt med faglig undervisning og videndeling. Hos dem hedder programmet Ethos. Dette er et særdeles vigtigt fællestræk, og DHG vægter Vendlets stærke position på dette område højt,” fortæller Peter Maindal.
Planlagte undervisningsaktiviteter vil dermed fortsat blive afholdt og Vendlets undervisningstilbud, der bl.a. indeholder gratis seminarer og kursusdage vil også fortsætte i fremtiden.
Sammenlægningen i praksis
Der er pt. 19 ansat i Vendlet Danmark og 2 i Holland. Her og nu fortsætter Vendlet uændret. DHG vil dog fremadrettet arbejde på at realisere nogle synergieffekter, ligesom Vendlet skal sammenlægges med DHG Danmarks nuværende medarbejdere. Dette betyder, at Vendlets nuværende lokaler vil blive afviklet. I denne forbindelse vil medarbejderstaben også blive reduceret.
Kort om DHG
DHG blev etableret i 2009 og har i dag en omsætning på ca. €109 millioner, omkring 600 ansatte og datterselskaber i 6 europæiske lande (UK, Holland, Danmark, Sverige, Norge, Finland). Herudover har DHG distributører i yderligere 35 lande globalt inklusive USA, Japan, Australien, Frankrig, Tyskland, m.fl.
Købet af Vendlet er det seneste i DHG's igangværende vækst- og ekspansionsperiode og kommer i kølvandet på opkøbene af Talley Group og United Care i 2021 samt opkøbene af Gate Rehab, Handicare Patient Handling EUROW og MediMattress (Carital) i 2020.
Graham Ewart, CEO for DHG, udtaler: "Vi er begejstrede over købet af Vendlet, som understøtter DHG’s fokus på at levere helhedsorienterede løsninger, der fokuserer på at forbedre mobiliteten og reducere skader, der kan opstå som følge af immobilitet."