Kan rehabilitering tage overhånd?

Når vi som mennesker oplever en nedsat funktionsevne, vil de fleste have behov for en individuel tilpasset støtte, samt hjælp til at håndtere de konsekvenser (de helbredsmæssige og/eller psykosociale vanskeligheder) den tabte funktionsevne har medført.

Her er rehabilitering en vigtig og meget afgørende faktor i indsatsen for både at bevare, udvikle og genetablere tidligere eller nye funktionsevner således, at den enkelte borger opnår eller genvinder størst mulig selvstændighed, ligeværdighed og meningsfuldhed i hverdagslivet.

Af netop disse positive grunde har rehabilitering vundet stigende indpas i den danske sundheds- og plejesektor.

Rehabiliteringens formål

I praksis betyder det øgede fokus på rehabilitering, at der, når behovet opstår, opstartes en samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og medarbejdere. Det primære formål med forløbet er som sagt, at gøre det muligt for borgeren at opretholde mest mulig selvstændighed.

Hermed er den rehabiliterende indsats også med til at sikre, at vi som samfund også i fremtiden har ressourcerne til at støtte alle, der har et behov, netop fordi fokus er på at bevare mest muligt af borgerens selvstændighed, og dermed sikre at borgeren får brug for mindre hjælp på sigt. Dette er rehabiliteringens sekundære formål.

Et eksempel på en klassisk rehabilitering kunne være en borger, som grundet slid i sine hofter, er blevet udfordret i selv at tage sine strømper på. Med en træningsindsats og undervisning i brugen af en strømpepåtager, bliver borgeren i stand til selv igen at kunne tage sine strømper på, og personalet kan bruges deres ressourcer andre steder. Samtidig bliver borgeren mere uafhængig af hjælp udefra.

Men herudover har rehabilitering også fået et tredje formål, nemlig at skåne pleje- og sundhedspersonales arbejdsmiljø. Jo mere borgeren kan selv, jo mindre kræft skal personalet tilføre f.eks. ved morgenhygiejne og forflytning. Dette hører vi ofte omtalt som at ’udnytte borgerens egne ressourcer’.

På denne vis er der mange fordele ved rehabilitering. Men i bestræbelserne på, at gøre borgerne så uafhængige som muligt, opstår der ikke sjældent udfordringer, hvor den øgede fokus på rehabilitering kan få konsekvenser for både personale og borger/patient.

Hverdagsrehabilitering på godt og ondt

I dag er rehabilitering et så udbredt begreb, at det tænkes ind i langt de fleste situationer omkring borgere, der modtager pleje fra det offentlige sundhedssystem. Dette kaldes hverdagsrehabilitering – hvor borgeren skal udnytte sine egne ressourcer til at klare hverdagsaktiviteter, og kan bestå af alt fra toiletbesøg til madlavning og forflytning i sengen.

Rigtigt ofte skal denne form for rehabilitering passes ind i en hverdag, der i forvejen er fyldt med andre krævende plejeopgaver. På denne vis bliver rehabiliteringen endnu en opgave som ’bare lige’ skal nås. I nogle tilfælde kan hverdagsrehabilitering få negative konsekvenser i form af manglende overskud og opbrugt energi.

For at illustrere dette, vil jeg bringe et eksempel i spil; En borger, som har fået en blodprop i hjernen og er blevet halvsides lammet, bliver grundet de kognitive skader hurtigt træt, og lammelsen har gjort det vanskeligt selv at vende sig i sengen. Den rehabiliterende indsats fokuserer derfor på, at borgeren ved hjælp af et glidestykke og et sengebånd, selv kan vende sig.

Konsekvensen for borgeren kan her blive, at når forflytningen er færdig, så er alle kræfterne sluppet op, og borgeren mangler ressourcer til at træne andre færdigheder, til at deltage i deres øvrige terapi tilbud eller til at være social med pårørende. 

Samtidigt, hvis hverdagsrehabiliteringen en dag må udelades, f.eks. pga. travlhed, kan det også få den konsekvens, at borgeren hurtigere mister sine tilbageværende ressourcer, fordi rehabiliteringen ikke har sit eget fokus.

Personalet sættes i dilemma

Arbejder vi videre med eksemplet ovenfor, kan et øget fokus på rehabilitering også få konsekvenser for personalet. Borgeren får nemlig bevilliget hjælpemidler ud fra, at han eller hun selv skal deltage i forflytningen. Men borgeren har haft en dårlig nat og har ikke fået sovet.

Det får den betydning, at borgeren ikke selv kan deltage aktivt i at vende sig, og personalet står derfor i en situation, hvor de skal vende borgeren om på siden uden at have de rette hjælpemidler til rådighed. Dette sætter personalet i et etisk dilemma, hvor de tvinges til at vælge imellem deres eget arbejdsmiljø og borgerens træning.

Her er personalet heldigvis hjulpet af Arbejdstilsynets vejledning på området (D3.3, 2.2), der skriver at: ”…de ansatte altid [skal] have mulighed for, i en konkret situation at kunne vælge at bruge et egnet teknisk hjælpemiddel til forflytning af en person, der ikke normalt har behov for dette, fx om natten. De ansatte bør ikke udsættes for det dilemma, at hensynet til patienten/personens træning prioriteres højere end hensynet til den ansatte, der skal udføre forflytningen.”

 

Et fokusområde for sig

Selvom Arbejdstilsynets vejledning taler sit klare sprog, kan det i praksis være svært for personalet enten at skulle undlade at udføre en plejeopgave, eller at skulle kræve noget af borgeren, som han eller hun ikke har overskud eller kræfter til at levere. Dette risikerer desuden at skade relationen mellem personale og borger.

Så selvom hverdagsrehabilitering er en udbredt praksis, der har store fordele for borger, personale og samfund, så kan det også betyde, at personalet ikke altid har de rette hjælpemidler til rådighed. Samtidigt skylder vi plejekrævende borgere, at rehabiliteringen får sit eget fokus, og ikke blot skal passes ind i en i forvejen travl hverdag.

For at overkomme denne udfordring er det vigtigt at evaluere, om rehabilitering skal inkorporeres i borgerens hverdag, eller om det giver et bedre resultat at gemme den rehabiliterende indsats til et andet tidspunkt. Dette er op til en individuel evaluering af borgerens behov.

 

---

 

 

Få 25 ideer til lejring!

Tilmeld dig vores nyhedsmail og få tilsendt 25 eksempler på lejring. Hver lejring kan tages ud og hænges op hos en borger eller patient, så alle ved, hvordan vedkommende skal lejres. Du kan altid afmelde dig igen.