Patient forflytning: Ikke uden risiko

I denne artikel vil vi se nærmere på hvad forflytning er, og hvorfor det indebærer så stor en risiko for pleje- og sundhedspersonale, samt hvad vi kan gøre ved det.

Risikoen ved patientforflytning

Patienthåndtering udgør den største risiko for udvikling af lænderygsmerter og skader blandt sundhedspersonale. Akut fysisk overbelastning under personforflytning er nemlig skyld i 44% af alle langtidssygemeldinger (defineret som mere end tre uger) blandt sundhedspersonale. Det viser tal fra Arbejdstilsynet, der samtidigt konkluderer at sundhedsprofessionelle, der regelmæssigt arbejder med forflytning af patienter eller borgere, er i særlig risiko for at udvikle muskel- og skeletbesvær, smerter og langtidssygefravær.

Risikoen er højest, hvis der ikke anvendes hjælpemidler, men selv for de medarbejdere, der konsekvent bruger manuelle hjælpemidler til forflytning, er risikoen for at få en rygskade kun 40 % mindre end hos dem, der ikke bruger nogen former for hjælpemidler. Det viser en undersøgelse lavet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i foråret 2014.

Alligevel hører vi fra tid til anden, når en sundhedsfaglig medarbejder oplever smerter eller skade efter en forflytning, at det formentligt skyldes at han/hun anvender forkert forflytningsteknik. Men kan så meget af risikoen ved patientforflytning virkeligt pålægges medarbejderne og tilskrives forkert forflytningsteknik?

Før vi ser nærmere på dette samt på, hvorfor patientforflytning indebærer så stor en risiko, så lad os først slå fast, hvad forflytning og forflytningsteknik egentligt er.

Hvad er forflytning?

Forflytning handler om at hjælpe en immobil person med at flytte sig fra et sted til et andet eller fra en position til en anden. En forflytning kan f.eks. foretages fra kørestolen til sengen, eller i sengen fra rygleje til sideleje. Dette kan gøres vha. forskellige hjælpemidler og velfærdsteknologier, der på forskellige vis skåner personale og borgeren eller patienten, der forflyttes.

Hvad er forflytningsteknik?

Forflytningsteknik er den metode, der har været brugt siden 1980’erne, og som er mest udbredt i den danske sundheds- og plejesektor, når det kommer til personforflytning. Forflytningsteknikkens primære formål var og er at flytte praksis fra reelle løft af patienterne til træk, skub og rul.

Forflytningsteknikken går ud på at nedsætte gnidningsmodstanden/friktionen mellem patientens trykpunkter og underlaget vha. materialer med glid, samt at rulle, trække eller skubbe patienten i stedet for at løfte. Forflytningsteknikken bygger på fire principper, der skal reducere lænde- og rygbelastningen:

• undgå løft
• brug friktionsnedsættende (og øgende) hjælpemidler
• opdel forflytningen i etaper
• aktiver patientens egne ressourcer

Kilde: Forflyt.dk

Udfordringen med forflytningsteknikken

Selvom forflytningsteknikken blev udviklet allerede i 1980’erne, og det fortsat er den vi underviser i i dag, så har teknikken ikke formået at reducere antallet af arbejdsskader ved forflytning i så høj grad som ønsket. Studier viser nemlig fortsat at ”… daglig patienthåndtering i ældreplejen er forbundet med næsten en fordobling af risikoen for rygskader.” (Rapport fra NFA, side 7). Og dét er et kæmpe problem for den enkelte og for samfundet.

Nogle af de medvirkende faktorer hertil er, at forflytningsteknikken kræver at personalet opretholder komplet kontrol over deres bevægelser, samtidigt med at de skubber eller trækker borgeren, har styr på hjælpemidlet samt eventuelt andet medicinsk udstyr, såsom respiratorer, drop og kateter, når en patient forflyttes. Men risikoen for arbejdsskader ved patientforflytning skyldes også, at du selv påvirkes af de træk, rul og skub, du påfører borgeren. Det fortæller fysikkens love os.

I forflytningssammenhæng er der særligt én lov, der er interessant at kigge på, nemlig Newtons 3. lov (loven om aktion/reaktion), som beskriver, hvad der sker, når man f.eks. skubber til en kasse. Trykket man mærker mod hænderne opstår, fordi kassens vægt ”skubber” tilbage med en lige så stor modsatrettet kraft. Det vil altså sige, at når du forflytter en borger, påvirkes du selv af den kraft du skubber med – også selvom du har nedsat friktionen med et glidelagen eller lignende. Lige meget hvad skal du nemlig sætte bevægelsen i gang.

Forflytningseksperter fremstiller ofte manuel forflytningsteknik som værende ikke-belastende, hvis blot forflytningsprincipperne overholdes. Men dette er altså en sandhed med modifikationer. På BFA’s hjemmeside står der f.eks. om forflytningsteknik at ”Vandrette forflytninger klares med træk og skub, der med den rette arbejdsteknik er relativt sikre at udføre.” (BFA.dk). Det er altså ikke helt uden risiko selvom rette arbejdsteknik anvendes.

Manglende forståelse og viden er en af de helt store udfordringer i vores nuværende forflytningspraksis.

Læs også: Hvad er biomekanik? Fra synsninger til faglighed

Tænk (ikke) kreativt

Ønsker vi at reducere antallet af arbejdsskader, sygefravær og muskel- og skeletbesvær, så har vores nuværende forflytningspraksis også en anden udfordring. Nemlig at der ofte anvendes andre ’hjælpemidler’, såsom håndklæder og plastikposer, hvis det skal gå lidt hurtigt, eller hvis man ikke lige har et hjælpemiddel ved hånden.

Dette skyldes ikke mindst den måde vi snakker om hjælpemidler på. Hos BFA kan man f.eks. læse at personalet skal ’tænke kreativt’ i forflytningssituationen, og at ”Et stiklagen kan eksempelvis bruges som glidestykke i en nødsituation.” (BFA.dk).

Men det kan altså gå rigtigt galt, når plejepersonalet improviserer på denne måde under forflytningen. Det gjorde det eksempelvis for denne SOSU-assistent: ”Borgeren lå i sengen og skulle have benene ud over. Og så er jeg lige hurtig til at tage håndklædet rundt om og så trække. Og det gav bare et smæld” (Rapport fra NFA, side 15).

I mange andre brancher ville det være utænkeligt, at en medarbejder skulle improvisere sig til sine værktøjer på denne måde. Forestil dig blot, at en tømrer skulle bruge en flintesten til at hamre søm i. Det kan da godt være at arbejdet bliver udført, men resultat bliver nok ikke optimalt og risikoen for arbejdsskader øges markant.

Smerter er en del af jobbet

Mangel på rette værktøjer, et enormt tidspres og en forventning til at opgaven bliver løst uanset hvad, er ligeledes med til at skabe en forflytningskultur, hvor dårligt arbejdsmiljø og daglige smerter accepteres som en del af jobbet.

Måske denne accept skyldes at arbejdet i sundhedssektoren handler om omsorg for andre mennesker. De sundhedsprofessionelle jeg møder er i hvert fald villige til at gå langt for at give den hjælp, der er behov for, og glemmer at stille krav til arbejdsmiljøet.

Gør vi ikke det, er vi med til at bibeholde en forflytningskultur, hvor det fortsat er sundhedspersonalets egen krop, der er det primære hjælpemiddel til forflytning. For hvis man skal bruge ’hvad der er’, så er egen krop nemlig det mest nærliggende.

Dette manifesterer sig bl.a. i en praksis, hvor det er svært at få de rette hjælpemidler bevilliget. Faktisk viser forskning fra 2020 at ”53 procent af i alt 540 observerede patientforflytninger foregik uden brug af hjælpemidler”. Den mest hyppige årsag hertil var, at hjælpemidlerne ikke var til rådighed.

Derfor er vi nødt til at bevæge os væk fra en betragtning af forflytning som noget vi ”bare lige” kan klare med forhånd værende midler. Første skridt i denne rejse er som minimum at stille rette hjælpemidler til rådighed for personalet.

Hjælpemidlerne findes

Vil vi muskel- og skeletbesvær til livs, kan dette ifølge Arbejdstilsynets hjemmeside imødekommes ved, at forflytning og løft af personer ”…der har brug for mere end let støtte, sker forsvarligt med brug af egnede tekniske hjælpemidler […]”.

I projektet Nye Teknologier i ældreplejen (2017) fra NFA lyder en af konklusionerne at ” […] loftlifte […] eller ’vend-let-senge’, beskrives i samtlige plejecentre som bidragende til en reduceret fysisk belastning i de sammenhænge, hvor de anvendes.” Og dette støttes også op af flere andre undersøgelser. Bl.a. har en rapport fra Teknologisk Institut vist, at brugen af elektroniske vendelagner har en positiv effekt på den fysiske belastning af medarbejderne ved forflytning i sengen.

VENDLET systemer og loftlifte er naturligvis ikke de eneste hjælpemidler, der kan være med til at forbedre situationen, men disse studier er gode eksempler på, at de teknologier og hjælpemidler der findes, ikke anvendes i tilstrækkelig grad, selvom der er evidens for deres aflastende effekt.

Samtidigt viser tal fra ovennævnte rapport at 86 % af de adspurgte sundhedsfaglige medarbejdere var enige eller meget enige i, at de er hurtige til at lære at anvende nye teknologier, imens 91 % også var villige til at afprøve nye teknologier. Dermed kan heller ikke de sundhedsfaglige medarbejdere klandres for at holde udviklingen tilbage.

Skal den danske pleje- og sundhedssektor komme nedslidningsproblematikker til livs, er vi nødt til at spørge os selv, hvorfor vi accepterer at plastikposer fortsat betegnes som et egnet teknisk hjælpemiddel i sundhedsplejen, når vi som samfund har udviklet os så meget i en teknologisk og digital retning gennem de sidste mange år.

 

---

  

Snakker I stadig om bådprincippet og om at bruge de "store muskelgrupper i benene"?

Så kan det være relevant for jer, at få en genopfriskning af biomekanikken. Vi tilbyder skræddersyet undervisning til dig og din arbejdsplads.
Skriv til Pia via formularen herunder.