Dagbog fra DKDK19

Papirsklip skyder årskurset i gang

Dagen starter med en fællessang, og selvom sang uden musikalsk opbakning ikke lige er min stærkeste side, så opstår der på en eller anden måde en følelse af fællesskab, når så mange stemmer i på Kim Larsens gamle klassiker; Papirsklip. En fast tradition, som altid giver dagen en super fed start.

Dagens første oplæg var af Mads B. La Cour fra sundhedsstyrelsen. Et oplæg der gik i kødet på demenshandleplanen 2025. Mads gav et lille overblik over, hvor langt de forskellige initiativer var nået. Initiativer der har kardinalpunkterne værdighed og tryghed.

Og her kom Mads også ind på noget superspændende. Nemlig at viden i sig selv ikke gør en forskel. Viden skal kobles på praksis. Når det sker, tager vi skridtet fra viden til kompetence. Det er en spændende tilgang! Og mens jeg meget interesseret sad og lyttede, kunne jeg ikke undgå at drage paralleller til min egen verden. For hvad nu hvis vi som virksomheder kunne få lov til at vise, hvad forskellige produkter kan ift. at hjælpe med at opnå målene med nogle af initiativerne fra handlingsplanen. Det kunne jeg så godt ønske mig!

For har vi ikke brug fra viden fra alle niveauer, hvis vi skal lykkedes? Det mener jeg, og derfor må vi også nedbryde skellene mellem kommune, plejesektor og det private erhvervsliv.

 

Hvem bestemmer, hvilken adfærd der er problematisk?

Dagens andet oplæg var af neuropsykolog Bo Hejlskov. Oplæggets titel var ”Low Arousal Approach – afstemt pædagogik”. Oplægget fik i den grad skildret mange af de dagligdagsudfordringer, som mange sundhedsprofessionelle møder i arbejdet med mennesket med demenslidelser.

Præmissen for at tale om adfærdsproblemer for mennesker med demens, udtrykte Bo således: ”Adfærdsproblemer er adfærd som nogen synes er et problem. Det interessante er så at kigge på: For hvem er det et problem? Vi definerer adfærden som problemfyldt, når den er et problem for os.”

Hvornår og hvorfor er en adfærd så et problem? Først der hvor vi ikke har den rigtige metode, eller når vi har for høje forventninger. At ”mennesker som kan opføre sig ordentligt, gør det.” var også noget Bo bragte op, og som jeg har hørt før. Jeg er meget enig i udsagnet, men jeg oplever dog, at personale som er presset af en eller anden årsag, nogle gange glemmer, at den ”upassende” eller problemskabende adfærd, ikke er bevidst eller med ”vilje”. Derfor kan de i nogle sammenhænge komme til at stille urimelige krav, og måske uden at være bevidst om det, straffe den forpinte hjerne, som blev trigget til f.eks. at kaste med tallerkner. Straffen kan være, at beboeren følges på ”sit værelse”, hvor det nogle gange ville være bedre med en velkendt kop kaffe og nærvær.

Oplægget gav indblik i arbejdet med værktøjskasser, og ikke mindst vigtigheden i at vælge værktøj fra den rigtige værktøjskasse. Men det fik mig også til at reflektere. For hvad nu, hvis der mangler værktøj? Oplægget kastede lys over en for mig ny måde at se tingene på. Ekstremt spændende og en fed faglig oplevelse.

 

Når virkelysten udfordres

Dag 2 synges også i gang med en fællessang. I dag var det den gode gamle ’Se den lille stær’, der fik æren. Dagen er i gang, og vi er klar på dagens første oplæg!

Psykolog Henrik Brogaard åbner ballet og italesatte begrebet magt og afmagt. Henrik tog udgangspunkt i os som mennesker; mennesker som altid er i gang med at ville noget og ønske os noget lige fra vi bliver født til vi går i graven.

Demenssygdomme udfordrer denne lyst til at gøre, kunne eller ville noget. Derfor bliver dagligdagen også en lang perlerække af nederlag. Men også medarbejderne smittes af den ramtes sorg, og oplever en række mislykkedes forsøg på at kommunikere. Resultatløse ønsker om at etablere et godt og respektfuldt samarbejde med de pårørende, samt uopfyldte ønsker om, at have sikker viden som grundlag for handling, kan gøre arbejdet med demensramte borgere frustrerende.

Oplægget efterlod mig med stof til eftertanke. For lige så meget vi forsøger at hjælpe de forpinte hjerner, lige så meget må vi forstå, at vi ikke kan fjerne den sorg og afmagt mennesker ramt af demens oplever. Og det samme gør sig gældende for de pårørende.

 

Hvad har hjælpemidler med demens at gøre?

Efter oplægget var der pause, og vi fik nogle gode snakke med dagens besøgende om et område, der optog os meget. Kort fortalt, sad vi aftenen forinden til middagsbord med nogle engagerede koordinatorer fra en Sjællandsk kommune. De undrede sig over, hvorfor vi som hjælpemiddeludstillere egentlig deltog på årsmødet. Deres undren bestod i, at de som demenskoordinatorer ikke oplever at have indflydelse på, hvilke hjælpemidler der bliver sendt ud til borgere ramt af demenssygdomme.

Men hvorfor er det sådan? Koordinatorerne og demenskonsulenterne har om nogen et unikt kendskab til mennesket, der er ramt af demens, deres pårørende og personalet der arbejder omkring borgeren. Det virker helt oplagt i mine øjne, at den viden bør bruges hver eneste gang der tages beslutning om brugen af hjælpemidler.

 

Husk de pårørende

Dag 3 startede, som de to foregående, med dagens fokus og fællessang.

Det oplæg, der gjorde størst indtryk på mig på den sidste dag, stod antropolog, journalist og forfatter Ina K Pedersen for. Her fortalte hun nemlig hudløst ærligt om sine personlige oplevelser i det demensforløb som Inas mor var igennem. Oplægget fængslede hele salen og fik stående applaus.

Jeg tror, vi var mange som var med hele vejen, når Ina talte om den mesterlære et demensforløb er. En smuk beretning om livet med en mor som rammes af en demens sygdom, og en god påmindelse om, at vi skal huske at inddrage de pårørende, som oplever demensforløbet for første gang og ikke ved alt det, vi tager som en selvfølge.

Det blev det sidste oplæg jeg hørte, og jeg var, som altid efter årskurset, fyldt op med en masse input, gode relationer spændende dialoger med nysgerrige sundhedsprofessionelle.

Mest af alt fik årsmødet mig til at reflektere over alt den viden vi i fællesskab har omkring demens og arbejdet med mennesker med en demensdiagnose, og på hvordan vi kan blive bedre ved at samle og samarbejde omkring den viden.

Jeg glæder mig allerede nu til at se, hvilket spændende program der bliver lagt til årsmødet i 2020!