EY Entrepreneur Of The Year 2016
Vendlet er nomineret til titlen som EY Entrepreneur Of The Year.
28. september 2016
Det var både en overrasket, glad og stolt direktør, Peter Maindal, der modtog beskeden om, at hans virksomhed er nomineret til EY Entrepreneur Of The Year.
EY Entrepreneur Of The Year er en pris, revisionsfirmaet EY har etableret med henblik på at hylde Danmarks og verdens bedste vækstskabere.
Det fremgår af EY's hjemmeside, at det handler om at hylde dem, der tør forfølge successen og skrue op for tempoet, innovationen og væksten. Dem, der ser længere ud over horisonten end andre og bidrager til at skabe fremtiden.
Formålet med konkurrencen er med andre ord, at sætte fokus på og anerkende Danmarks og verdens dygtigste iværksættere. Målet med EY Entrepreneur Of The Year er at sætte entrepreneurskab og vækst på dagsordenen og invitere til debat om, hvordan vi i Danmark kan skabe et miljø, hvor innovation og kreativitet kan spire.
Markante virksomheder kåret siden 1986
Konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year fandt sted for første gang i USA i 1986 og blandt vinderne af konkurrencen er Michael Dell, Dell Inc., Jeff Bezos, Amazon.com og Reid Hoffman og Jeff Weiner, LinkedIn.
I Danmark blev den første EY Entrepreneur Of The Year kåret i 1997 og listen over danske vindere tæller blandt andre Jysk A/S, Dyrberg Kern A/S, Pandora Jewelry A/S, Monjasa A/S, Haldor Topsøe, Sitecore Corporation A/S og senest CASA A/S, som løb med titlen i 2015.
En rollemodel for kommende entrepreneurer
EY Entrepreneur Of The Year adskiller sig markant fra andre vækstkonkurrencer ved at fokusere på mere end entrepreneurernes og virksomhedernes evne til økonomisk vækst. I arbejdet med at finde årets vækstskaber lægger EY lige så stor vægt på entrepreneurens rolle, værdier og ledelse – og ikke mindst samfundsmæssige engagement.
På den måde favner EY Entrepreneur Of The Year hele virksomheden og dens DNA. Prisen gives således til en entrepreneur, der er en rollemodel for den kommende generation af entrepreneurer.
Udvælgelse af kandidater
I EY's arbejde med at finde den rigtige vinder gennemfører virksomhedens rådgivere dybdegående interviews med entrepreneurerne. Her spørges der ind til virksomhedens forretningsgrundlag, strategi, mål og risici samt hvordan entrepreneuren inspirerer og engagerer sine medarbejdere, hvordan virksomheden arbejder med innovation og hvordan de arbejder mod at gøre en forskel i markedet og for samfundet. På baggrund af disse interviews, beslutter den uafhængige jury, hvem der skal nomineres, og hvem der skal kåres som vindere.
Vinderne
På tværs af brancher og virksomhedstyper nominerer juryen fem finalister i seks regioner, hvoraf der kåres én vinder i hver region. Blandt vinderne i de seks regioner kåres den nationale vinder som kan bryste sig af titlen som årets EY Entrepreneur Of The Year. Ud over titlen får vinderen æren af at repræsentere Danmark ved den internationale finale, EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco.
Ved landskåringen kåres yderligere seks landsvindere inden for følgende kategorier: Growth DK, Globalization, Innovation, Life Sciences, Cleantech og Start-up. Yderligere kåres en vinder af årets Ærespris.
EY World Entrepreneur Of The Year
I 2000 blev EY Entrepreneur Of The Year udvidet til også at omfatte EY World Entrepreneur Of The Year. Her dyster nationale vindere fra mere end 50 lande om titlen som verdens bedste vækstskaber.