Oprustning i Europa

MedWatch skriver i denne artikel om firmaets resultat og fremadrettede strategi.

21. august 2017

Af Elizabeth Mønsted Johansen, MedWatch:

Det koster på bundlinjen, at den danske virksomhed Vendlet har startet datterselskab i Tyskland, men trods det holder virksomheden fast i sin strategi og åbner endnu en europæisk afdeling.

Hos den danske rehab-virksomhed Vendlet er man nu gået i gang med anden fase af den eksportoprustning, som ledelsen satte i gang i 2016.

Hvor det i første omgang var det store marked mod syd, Tyskland, som stod for skud, er det Holland, som bliver virksomhedens andet udenlandske datterselskab. Og adm. direktør Peter Maindal er optimistisk omkring den hollandske lancering, også selvom 2016’s satsning på Tyskland har kostet på selskabets bundlinje.

"Hvis man kun kigger på bundlinjen for 2016, så er jeg helt klar over, at vi kommer ud med et af de dårligste resultater, vi nogensinde har fremvist i forhold, men det hænger netop sammen med, at vi har lavet en række store investeringer i 2016,” siger direktøren, der samtidig påpeger, at han er tilfreds med resultatet set ud fra den vækst i salg og efterspørgsel, som virksomheden oplever.

Det er først og fremmest virksomhedens fuldautomatiske vendelagen, Vendlet, som virksomheden er opkaldt efter, der trækker salgslæsset i virksomheden. Lagnet gør det muligt at vende sengeliggende patienter på eksempelvis hospitaler eller plejehjem på en skånsom måde.

 

Knas og ekstra folk i staben

Resultatet for året er faldet 1,9 mio. kr. i 2015 til 669.376 kr. i 2016, men som Peter Maindal siger, er bruttofortjenesten også vokset. Toplinjen for 2016 er vokset med cirka en mio. kr. og rammer 14,1 mio.kr.
En stor del af investeringerne i de nye forretninger er gået til personaleudgifter, der også er vokset med cirka en mio. kr.

Det skyldes til dels de to nyansættelser i den tyske forretning, men derudover har der også været yderligeree knas i ledelseslaget med to udskiftninger. ”Min daværende økonomichef valgte at stoppe i virksomheden, og salgschefen er også blevet skiftet ud. Når to så store poster skal besættes igen, kommer der altid noget støj, så det har også haft en indvirkning på forretningen,” forklarer Peter Maindal.

I Holland skal der også ansættes to nye personer inden 1. november, hvor datterselskabet for alvor skydes i gang. Så det vil også få personaleudgifterne til at stige i 2017.

 

Tysk udvikling på sporet

Som tidligere nævnt er Peter Maindal meget positiv omkring firmaets udvikling i Tyskland, hvilket også er derfor han er komfortabel ved at udvide med et hollandsk selskab.

”Der hvor Tyskland er anderledes fra Danmark, er, at der er gatekeepers på plads, som beskytter dem, man skal have fat i for at sælge produkter i plejeinstitutionerne. Så det kan tage tid at nå dem, men det går faktisk fantastisk godt for os med at komme igennem til de personer.”

Forventningen var indledningsvist, at det ville tage halvandet til to år, for at det tyske datterselskab ville udvikle sig fra primært at være enomkostning til et positivt bidrag. Ud fra fremskridtene indtil videre, ser den projektion ud til at holde.

 

Mere åben for nye eksportaftaler

Som led i den større eksportsatsning er Vendlet også begyndt generelt at se mere positivt på de mange eksportanmodninger, der kommer ude fra det store udland.
Da MedWatch taler med Peter Maindal er han netop blevet færdig med at skrive en email til en potentiel samarbejdspartner i Saudi Arabien, og han modtager også jævnligt henvendelser fra alt fra USA, over lande som Portugal og Spanien til Dubai og Indonesien.

”Tidligere har vi været meget mere afvisende og meget specifikke omkring, hvem vi ville arbejde sammen med, men her i år har vi besluttet at åbne lidt mere, fordi vi er kommet til en ny fase i virksomhedens udvikling,” siger Peter Maindal.
Dermed ikke sagt, at Vendlet er villige til at arbejde med hvem som helst og i alle markeder. Trods en lidt mere åben dør, så kan den stadig lukkes igen.

"Vi er en virksomhed, som er kendetegnet ved, at det er mig, som har ejerskabet. Vi har ikke en stor pengetank i ryggen og vores vækst er derfor 100 pct. organisk. Vi er en ”born global virksomhed”, og med flere midler kunne vi gå langt mere aggressivt og hurtigt frem. Men jeg ønsker ikke at spænde buen hårdere, end den kan holde til. Jeg er meget opmærksom på ikke at vækste hurtigere og mere, end at organisationen og økonomien kan følge med,” siger Peter Maindal, der dog ikke ønsker at sætte nogle præcise tal på, hvor mange nye eksportmarkeder, virksomheden vil åbne op for.

 

Nye produkter i fremtiden

Selvom det er Vendlet-lagnet, som er den helt store bestseller hos Vendlet, er virksomheden dog også i gang med nye projekter i sin udviklingsafdeling. Peter Maindal ønsker dog ikke at afsløre, hvilke konkrete ideer, som virksomheden tumler med.

”Jeg kan sige så meget, at vi kigger både på projekter i områder, hvor vi ikke tidligere har været aktiv såvel som fortsat udvikling inden for vores eksisterende produktområder,” siger han.

Hvorvidt der er tale om mere digitaliserede produkter, som plejebranchen generelt bevæger sig hen imod er heller ikke noget, som Peter Maindal ønsker at udspecificere.