Ingen seminarer dette efterår

Ingen seminarer dette efterår

Men vi har masser andre gratis undervisningstilbud til dig og dine kollegaer!

8. juni 2020

Det ærgrer os at måtte meddele, at vi efter mange overvejelser er kommet frem til ikke at afholde seminarer dette efterår.

De sidste 6 år har vi troligt afholdt op til 16 seminarer om året til stor glæde for både os og jer som seminardeltagere. Derfor er det også en mærkelig oplevelse for os at måtte sige, at der ikke bliver afholdt seminarer dette efterår.

Inden nedlukningen af Danmark var vi næsten klar til at sende efterårets seminarbrochure i trykken. Der var gået meget arbejde forud for dette, og vi var nået frem til et godt program med nogle meget spændende nyheder.

Men set i lyset af de sidste måneders begivenheder må vi sande, at vi ikke med ro i sjælen kan afholde de planlagte seminarer. Denne beslutning beror særligt på den øgede risiko for smitte via personlig kontakt i vores branche; sundheds- og plejesektoren.

Når vi afholder seminarer, samler vi op til 35 sundhedsprofessionelle fra hele landet i ét lokale. Vi vurderer at risikoen for smitte, hvis blot én person skulle bære virussen, er for stor. Og denne risiko ønsker vi ikke at løbe.

I stedet opfordrer vi jer til at gøre brug af vores andre undervisningstilbud, der ligeledes er gratis. Det vil nemlig fortsat være muligt at få vores konsulenter på besøg på jeres arbejdsplads, da der her er tale om et lukket miljø, hvor I allerede har jeres daglige gang.

Her er det kun vores konsulenter der kommer udefra, og de sørger selvfølgelig for at spritte af og holde afstand.

 

Temadag hos jer

Vores undervisningskonsulent, Pia Beck, kommer gerne ud for at undervise i forflytning, lejring, søvn, demens, bariatri m.v. Dette kan f.eks. være til et personalemøde. Her står I for at have et lokale til rådighed, hvor der er god mulighed for at holde afstand.

Læs mere om undervisning hos jer

 

Lejringsgennemgang

Få besøg af en af vores fysio- eller ergoterapeuter, der sammen med jer gennemgår de beboere I har svært ved at lejre. Det kan være pga. kontrakturer, deformiteter eller andre udfordringer. Vores konsulenter kommer med ideer og gode råd til lejringer, I kan afprøve. De holder afstand eller bærer værnemidler når nødvendigt.

Læs mere om lejringsgennemgangen

 

Produkttræning og afprøvning

Har I et VENDLET-system som I ønsker at blive endnu bedre til at anvende, så kommer en af vores konsulenter gratis ud for at give jer ekstra undervisning i brug af systemet. I vil få gode råd og vejledning til at få udnyttet alle systemets funktioner. Det er også muligt at få opsat et VENDLET system til 14 dages afprøvning.

Vores konsulenter holder afstand og tager alle forholdsregler, når de besøger jer.

Læs mere om produkttræning