At skabe forandring i praksis

Refleksion er nemlig helt essentielt, når man ønsker at ændre andres eller egen adfærd. Dette gælder både det at være Demenskoordinator, men også hvis man eksempelvis ønsker at nedbringe udadreagerende adfærd i sit arbejde med borgere med demenssygdomme. Men adfærd er ikke altid lige sådan at ændre - vi er nemlig oppe i mod vanens magt.

 

Svært at ændre vaner

Refleksion, som metode til at ændre adfærd, var også udgangspunktet for årets første oplæg ved dr.pæd. i psykologi, Mads Hermansen, der havde titlen ”Hvordan hjælper demenskoordinatoren nænsomt og etisk korrekt andre medarbejdere videre?”.

For at kunne ændre en praksis er det både nødvendigt med den rette viden, men også refleksion over egen adfærd. Men det kræver overskud og tid at reflektere. Dermed er sundhedssektoren også særligt udfordret; Det er nemlig ikke alle steder, der er overskud, når der også skal løbes stærkt for at imødekomme handleplaner og andre krav. Og det er derfor ofte hurtigere at gøre det, vi plejer!

Når det kommer til at ændre adfærd, står plejesektoren desuden overfor yderligere en hindring. Plejekulturen er nemlig ikke er en refleksionskultur, men en praksiskultur, som Mads Hermansen påpegede under sit oplæg. Og netop dét er svært at ændre på: ”Det er svært at ændre på indgroede vaner, specielt praksis vaner er forfærdeligt svært at gøre noget ved, for det sidder i kroppen. Det er gjort, inden man når at tænke over, at det ikke var det, man skulle have gjort,” sagde Mads Hermansen og påpegede at op til 98 % af det vi gør, er ubevidst, og at vi dermed i høj grad er styret af vanens magt.

 

Åbenhed er vejen frem

Ønsker man at skabe forandring, er det dog ikke altid nok at fortælle andre, hvad de skal gøre: ”Nogle af de udfordringer, der er i læring, er, at ingen for alvor følger et godt råd. Man har altid ti tusind gode grunde til ikke at følge det gode råd, for det var jo ikke helt lige det, der skulle til for, at jeg kunne få løst det her problem. Og desuden lider det gode råd også af, at det var en anden, der kom på det, og ikke mig selv,” påpegede Mads Hermansen under sit oplæg.

Hvis man ønsker at ændre noget, er det derfor essentielt at skabe et rum, hvor medarbejdere har mulighed for at være ærlige omkring deres udfordringer. Dette kan gøres igennem åbne spørgsmål, hvor medarbejderne selv fortæller om de situationer, som de har oplevet, og som de gerne vil forhindre i at ske igen.

Men rammerne for åben dialog om en uhensigtsmæssig hændelse skal være på plads. ”Det kræver et socialt trygt rum at forholde sig til noget, der er gået galt, eller noget man ikke kan, før man kan holde ud at forholde sig til sine fejl,” sagde Mads Hermansen og påpegede, at der altså ikke er tale om modvillighed mod at lære: ”Det man har kaldt modstand mod læring, er i virkeligheden ofte udtryk for selvbeskyttelse overfor noget, man ikke tror, man kan magte at lære,” sagde Mads Hermansen.

Derfor er det demenskoordinatoren og andre sundhedsfaglige lederes rolle at spørge ind og åbne op for, at medarbejdere kan fortælle, om de udfordringer de har. Dermed kan medarbejderen ofte selv indse hvor fejlen er opstået, og hvordan det kan forhindres i fremtiden. Ved at tale om noget, kommer vi nemlig ofte hurtigere frem til indsigter, vi ikke havde nået ved bare at tænke over det.

 

Kan ændret praksis nedbringe udadreagerende adfærd?

Et område, hvor det kan være særligt svært at ændre adfærd er i de situationer, hvor man som sundhedsprofessionel oplever, at en borger med demenssygdomme reagerer voldsomt og udadreagerende på eksempelvis fysisk berøring eller utryghed.

Det kan netop være svært at agere professionelt i en presset situation, mener cand.cur og sygeplejerske, Anne Højgaard, der er undervisningskonsulent hos Vendlet: ”Det kan være vanskeligt at opretholde en professionel kommunikation i situationer med vrede eller en måske truende borger. Derfor kan personalet komme til at reagere med fornærmelse eller forsvarsparathed i stedet for at reagere fagligt,” siger Anne. Og dét er et problem for både borger og personale.

Ifølge Danmarks statistik er der nemlig en tydelig tendens til en stigning i antallet af sundhedsprofessionelle, der oplever vold eller trusler på deres arbejde. Meget forskning tyder dog på, at den udadreagerende adfærd i mange tilfælde kan nedbringes ved at fokusere på omsorgskompetencerne hos de sundhedsprofessionelle, dvs. i gennem en ændring i praksis. Men for at kunne gøre dette skal fagligheden højnes på alle niveauer, og det kræver, at personalet får den rette viden.

Men det kræver også mere end blot viden: ”Det kræver mere end bare at vide, hvad løsningen er. Det kræver at man foretager et bevidst valg. Men for at træffe det faglige valg skal man være bevidst omkring, at det er det, man gør, og det man vil gøre” siger Anne Højgaard og fortsætter: ”Det er ikke nok at demenskoordinatorerne eller andre prøver at ændre en kultur. For at en praksis kan ændres, er det nødvendigt at de sundhedsprofessionelle kan se meningen med det. Ellers sker der ikke noget,” siger hun.  Og måske netop i de situationer med udadreagerende adfærd har vi brug for refleksionen; det er nemlig nødvendigt at reflektere, inden man handler, for ikke at gøre eller reagere som man plejer.

 

Anne Højgaards råd til at stoppe udadreagerende adfærd:

Kontroller dit kropssprog Undgå vrede Giv borgeren mulighed for selv at bakke ud af situationen Tal roligt / Vær afdæmpet Giv besked om hvilken adfærd der kan føre til situationens opløsning

 

Er du interesseret i at vide mere om, hvordan du kan håndtere vold og trusler, kan du tilmelde dig et af Vendlets gratis seminarer.