Dilemmaer findes også i handicap- og socialområdet

Dét var et af de helt store temaer, der gik igen, da direktør Peter Maindal under Health & Rehab messen deltog i Mads & Panelet, som diskuterede dilemmaer stillet af både private, plejepersonale og sagsbehandlere. Under kyndig behandling af vært Mads Steffensen diskuterede panelet dilemmaer inden for handicap- og socialområdet.

I panelet sad Kirsten Normann Andersen fra SF, Peter Maindal, direktør for Vendlet, Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen og Thorkild Olesen, formand for Danske Handicap Organisationer.

 

Mistillid mellem borger og system

En mor stod overfor et dilemma, der omhandlede hendes søn med ADHD, som har store problemer med at sove. Moderen blev af kommunen henvist til at give sønnen sovemedicin som første valg, før hun kunne få bevilget den vægtdyne, der ellers kunne give sønnen den taktile stimuli, der kunne hjælpe ham med at sove. Spørgsmålet var derfor, om det ville være i orden at stikke kommunen en nødløgn om at sovemedicinen ikke virkede, selvom hun ikke havde afprøvet den?

At kommunen foreslog medicin som første valg vagte harme hos panelet, der var enige om, at medicin er for indgribende, når en mere skånsom metode i form af en vægtdyne, er en mulighed. Der var derudover også enighed om, at det alt for ofte er for svært at få bevilget de hjælpemidler der er brug for; et tema der gjorde sig gældende i alle dagens dilemmaer: ”Det er jo i virkeligheden derfor, vi har det her problem med mistillid mellem systemet og borgeren. Det er fordi, vi har alle de her sager, hvor folk skal kæmpe som små bæster for at få nogle ting igennem. Nogle gange lykkes det, og andre gange lykkes det ikke,” sagde Thorkild Olesen, hvortil de andre paneldeltagere sluttede op.

 

Det er nødvendigt at tage kampen op

Kirsten Normann Andersen mente dog også at en nødløgn kunne være nødvendig for at undgå medicinering af et barn: ”Lyv for pokker. Der er ingen børn der skal have medicin, hvis der er andre muligheder,” sagde hun.  

Men tager ingen kampen op, sker der heller ingen forandring i tildelingen af hjælpemidler: ”Kampen er bare nødvendig at tage. For hvor går grænsen med den her nødløgn? Hvis man løfter sig bare en lille smule op og ser på helhedsbilledet, så er vi nødt til at kæmpe kampen. For det her er jo i virkeligheden et udtryk for en kassetænkning og en systemtænkning, fremfor at man ser på individet,” sagde Peter Maindal der fortsatte: ”Hvis ikke vi tager de kampe, så ændrer vi heller ikke nogen ting.” Men det er både tidskrævende og hårdt at kæmpe for sin ret ved siden af et sygdomsforløb, og ikke alle har overskuddet og kræfterne til det.

 

Der tages ikke individuel stilling og dét koster

Også andre paneldeltagere påpegede at problemet med tildelingen af utilstrækkelige eller ingen hjælpemidler ofte ligger i, at der ikke tages individuel stilling til borgerens behov, men i stedet henvises til tidligere afgørelser fra andre sager. Dette på trods af, at det har vist sig økonomisk fordelagtigt for kommunen at tildele de rigtige hjælpemidler i første huk. ”Prøv at tænke på hvor mange ressourcer der er bundet i inddragelse af ankestyrelsen og sagsbehandlere og alt muligt andet, i forhold til hvad det koster at løse problemet en gang for alle,” påpegede Kirsten Normann. Dertil kommer de sundhedsmæssige udfordringer en borger kan opleve ved brug af et utilstrækkeligt hjælpemiddel. ”I virkeligheden er det her spørgsmål ret essentielt. Skal vi have flere hjælpemidler eller mere Valium i handicappolitikken,” afsluttede Thorkild Olesen lidt provokerende. 

Selvom ingen konklusion blev nået af panelet, var det der stod tilbage fra dilemmaerne et tydeligt behov og ønske om en ændring af den måde hjælpemidler tildeles i dag.