Vævspåvirkning ved forflytninger

Forflytning af sengeliggende vurderes ofte at være en af de mest fysisk belastende arbejdsprocesser i sundhedssektoren. Derfor er der gennem årene udviklet en lang række forflytningsprodukter og teknikker, der mindsker plejepersonalets arbejdsbelastning. Mange af de gængse forflytningsprincipper er derfor primært udviklet med henblik på at skåne plejepersonalets bevægeapparat. 

Immobilitet er en af de afgørende årsager til, at sengeliggende udvikler tryksår. Derfor anbefaler EPUAP, at immobile borgere og patienter repositioneres hver 2. eller 3. time. 

Men er de forflytningsteknikker vi anvender for at sikre personalet et godt arbejdsmiljø reelt med til at nedsætte den sengeliggendes risiko for at udvikle tryksår? Det har det hollandske søskendepar Hanneke og Nico Knibbe undersøgt i studiet ”Prevention of Pressure Ulcers: Exploring the Influence of Nurses, Equipment and Working Techniques”.

I studiet analyseres de 3 mest almindelige forflytningssituationer: Forflytning ind i sengen, vending samt forflytning højere op i sengen. Forflytningerne bliver lavet hhv. uden hjælpemidler og med hjælp af en hospitalsseng, en lift og et glidelagen.

Studiet viser, at plejepersonalets arbejdsbelastning ganske vist reduceres, når de benytter hjælpemidlerne og de rette teknikker, men desværre ses ofte en negativ påvirkning på den sengeliggendes hud og underliggende væv. 

Når plejepersonalet f.eks. foretager en sidevejs forflytning ved hjælp af et glidelagen, vil den sengeliggende optage strækket i vævet. Bevægelsen bliver nemlig optaget i vævet lag for lag før den sengeliggende rent faktisk begynder at blive flyttet. Det betyder, at de enkelte vævslag bliver maksimalt udstrukket før det næste vævslag begynder at bevæge sig. Det kan give direkte skade på vævet og dermed en øget risiko for udvikling af sår.

Ud fra en ergonomisk og biomekanisk betragtning bliver det normalt anbefalet, at plejepersonalet skubber og trækker i stedet for at løfte. Men set i et sårperspektiv er denne forflytningsteknik ikke uden konsekvenser. Ved skub og træk opstår der nemlig en kraftigere belastning af vævet.

 

Mekanisk forflytning

Vendlet har efterhånden en lang række studier og cases, der viser, at mekanisk forflytning med VENDLET-systemet giver langt den mest optimale aflastning af plejepersonalet.

Det er også vores klare oplevelse, at forflytninger med VENDLET-systemet er langt den mest skånsomme løsning for den sengeliggende, der udsættes for mindre stræk og forskydninger i vævet. 

Den manuelle proces starter typisk med en kraftig acceleration, for at sætte bevægelsen i gang. Accelerationen overføres sammen med kraften fra trækket eller skubbet lag for lag i vævet. Dette medfører, at løst væv bliver forskubbet i forhold til hudens underliggende lag, inden personen reelt flyttes. 

Den mekaniske forflytning med VENDLET kører derimod roligt hele processen igennem og har ingen mærkbar acceleration i starten. Kraften til at udføre forflytningen overføres direkte til lagnet, som borgeren ligger på, og det bliver lagnet, der optager alle forskydningskræfterne. Borgeren ligger hele tiden det samme sted på lagnet og utilsigtede vævsforskydningerne minimeres.  

Ved den mekaniske forflytning med VENDLET har vi ligeledes en minimal berøring af den sengeliggende. Vi benytter kun en let guidende berøring, hvilken igen giver mindre vævspåvirkninger.

 

Studie

Den hollandske Msc i Human Movement, Nico Knibbe, er enig i denne betragtning. Han har derfor foranlediget kontakt til Prof. Dr. Dimitri Beeckman fra Universitet i Gent, der nu er i gang med et objektivt studie af vævspåvirkningerne ved forflytning med VENDLET-systemet.

Projektet forventes at ligge færdigt om ca. 1 år. Vi håber derfor, at kunne præsentere resultatet af dette projekt ved næste års Internationale STOP Tryksårsdag.

Prevention of Pressure Ulcers: Exploring the Influence of Nurses, Equipment and Working Techniques