Et værdifuldt samarbejde om lejring
Vendlet har indgået i et samarbejde om et spændende bachelorprojekt på UCSyd.
25. januar 2017
I løbet af de seneste 3 år har mere 200 sundhedsprofessionelle deltaget på vores lejringsseminar. Gennem den dialog vi har haft med seminardeltagere og vores kunder generelt, oplever vi, at der de fleste steder mangler konkrete lejringspolitikker/procedurer og kliniske retningslinjer.
Både i plejen – men også i hospitalsregi – bliver der ofte lejret med forhåndenværende midler, såsom dyner og hovedpuder. Samtidig er lejringen ofte begrundet i såkaldte ”synsninger”. Altså at der lejres ud fra, hvordan personalet synes, de selv ligger godt. Eller hvad de synes, ser rigtigt ud.
Da vi for et lille års tid siden var til bachelordating på sygeplejeskeuddannelsen på UCSyd, stillede vi derfor de studerende dette spørgsmål:
Hvilke faglige begrundelser ligger til grund for dit valg af lejring af den sengeliggende borger/patient?
Til bachelordatingen mødte vi sygeplejestuderende Maria Wittrock Sørensen, der godt kunne genkende problemstillingen. Maria havde nemlig i sit uddannelsesforløb haft kliniske forløb på store intensive afdelinger, hvor hun ikke var blevet præsenteret for politikker eller kliniske retningslinjer for lejring. Hun var heller ikke blevet præsenteret for nogen teori, der fagligt begrunder lejring af intensive patienter.
Bachelor projekt
Maria ville gerne, i et samarbejde med Vendlet, øge fokus på lejringsområdet på de intensive afdelinger, hun har været på i løbet af sin uddannelse. Hun valgte derfor følgende problemformulering i sit afsluttende bachelorprojekt:
Hvilke overvejelser oplever sygeplejersken, at der ligger til grund for hendes valg af lejring til patienten på en intensiv afdeling?
Litteratursøgningen gav intet resultat
I et bachelorprojekt stilles der krav om søgning af eksisterende viden på området, både på nationale og internationale databaser. Gennem Marias grundige litteratursøgning, stod det klart, at der nationalt ikke er kliniske retningslinjer for lejring af den intensive patient, og at der generelt er begrænset viden på området.
Maria valgte derfor at have en kvalitativ tilgang i sit bachelorprojekt. Gennem interviews med tre sygeplejersker på en intensiv afdeling, fik hun et indblik i tankerne bag lejringen af den intensive patient. Konklusionen af interviewene var, at sygeplejerskerne begrunder deres valg af lejring ud fra erfaringer med egen krop samt ud fra en hensyntagen til patientens monitorering. Marias kvalitative studie bekræfter dermed vores oplevelser af praksisbilledet.
Kliniske retningslinjer for lejring af intensive patienter
I forbindelse med sit mundtlige forsvar af projektet, udarbejdede Maria et udkast til en klinisk retningslinje med titlen: Stabil lejring af patienten på intensiv.
Formålet med retningslinjen er at sikre, at patienten ligger stabilt lejret i sengen under hele indlæggelsen. Den stabile lejring giver patienten mulighed for at føle tryghed, hvilket øger forudsætningerne for restitution.
Kan lejring forkorte indlæggelsestiden?
I Marias bachelorprojekt fremgår det, at patienter indlagt på intensive afdelinger ofte får beroligende midler for bl.a. at undgå angst.
Maria refererer desuden til et studie, der viser, at kontinuerlig brug af drop med beroligende midler, kan forlænge tiden, hvor patienten har brug for respirator med op til 2½ dag. Og at de beroligende midler kan forlænge selve opholdet på intensiv med op til 3½ dag.
Den ønskelige effekt ved at få udarbejdet en klinisk retningslinje for stabil lejring af patienten på intensiv, vil derfor kunne være en forkortet indlæggelse på afdelingen og en nedsat brug af beroligende midler.
Gevinster for patient, personale og økonomi
Udover en mulighed for reducering af indlæggelsestiden, vil et øget fokus på lejring af den intensive patient kunne medføre en optimeret komfort og søvnkvalitet for patienten, samt et forbedret arbejdsmiljø for personalet.
Vendlet sætter stor pris på vores samarbejde med UCSyd og vi er glade for, at Maria valgte at indgå i et samarbejde med os.
Vi håber, at dette bachelorprojekt vil være med til at få et øget fokus på lejring af patienter indlagt på de intensive afdelinger. Især fordi lejring har ufatteligt mange gevinster, både for den enkelte patient, for personalet og overordnet for samfundsøkonomien.
Du er velkommen til at læse hele Maria’s bachelorprojekt " Hvad nu hvis lejring er svaret? - En kvalitativ undersøgelse på en intensiv afdeling".